fbpx
  • Certificeret Coach
  • Certificeret Psykosomatisk Terapeut
5 / 5 på Trustpilot

Om Azad Karatas

Som certificeret NLP Coach, Hypnose Practitioner og Psykosomatisk Terapeut hjælper jeg dig med at bryde fri fra begrænsninger, hæmmende overbevisninger, traumer og dårlige vaner – så du kan blive den bedste version af dig selv.

Med min unikke kombination af teknikker guider jeg dig til at opdage dine indre styrker, overvinde selvsaboterende mønstre og skabe varig forandring. Uanset om du ønsker at styrke karrieren, parforholdet, helbredet, kommunikationen eller generel trivsel, kan jeg hjælpe dig med at nå dine mål.

Azad har følgende uddannelser og kompetencer:

- Neuro Lingvistisk Programmering (Practitioner & Master)
- Hypnose Practitioner
- Human Needs Psychology
- Samtaleterapi
- Psykosomatisk Kropsterapeut
- Mindset Coaching
- Tegneterapi
- Konflikthåndtering
- Agil Projektledelse mm.

Hvis du er klar til at tage det første skridt mod en bedre tilværelse, så book en gratis og uforpligtende konsultation.

Min historie

I begyndelsen af 1980’erne forlod mine forældre deres lille landsby i Tyrkiet for at følge drømmen om et nyt liv i Danmark. I 1990 kom jeg til verden som den yngste af tre søskende, hvor vi sammen voksede op i Nordsjælland. Min barndom var præget af et hjem uden faste rammer, hvor konflikter, uro og høje stemmer fyldte dagene. Som barn lærte jeg hurtigt at aflæse mine omgivelser – altid på vagt, i forsøget på at finde tryghed midt i kaos. Jeg indså tidligt, at jeg måtte lære at finde min egen vej.

Som teenager føltes det som om, at jeg var mellem to verdener – på den ene side med danske kammerater på en privatskole og på den anden side med tilknytning til en gruppe af venner med forskellige etniciteter uden for skolen. Jeg kæmpede med at finde et ståsted. Jeg følte mig splittet, som om jeg aldrig helt passede ind nogen steder. Denne identitetssøgen var en kamp, der formede mit overordnede syn på verden og tændte samtidig en nysgerrighed i mig: Hvem er jeg egentlig? Hvad betyder mest for mig i livet? Hvordan leder jeg mig selv i al den kaos? Fascinationen af selvledelse og evnen til at samle mennesker om et fælles mål eller vision har fulgt mig lige siden.

Min opvækst var ikke særlig religiøs, men jeg følte en dyb længsel efter mening og søgte i min ungdom ind i religiøse fællesskaber og sammenslutninger. Det gav mig disciplin og respekt for livet, men det var samtidig en del af en større søgen efter svar. Samtidig begyndte jeg allerede som 12-årig at udvikle adfærdsmønstre, der blev til flugtruter – blandt andet ved at søge trøst i misbrug og destruktive relationer for at dulme en vrede, frustration og sorg, jeg ikke kunne sætte ord på. Senere som teenager og voksen førte mine uforløste følelser mig ofte på kollisionskurs med loven, og min indre uro blev afspejlet i voldelige handlinger, der skadede både mig selv og andre. Jeg blev fanget i en cyklus af destruktive adfærd, der afspejlede de kampe, jeg havde med min fortid og den virkelighed, jeg ikke formåede at håndtere. Det føltes, som om jeg konstant var i konflikt med både mig selv og verden omkring mig.

En dag stod jeg over for et valg: Ville jeg lade min fortid definere mig, eller ville jeg bruge den som springbræt hen imod noget, der er større end mig selv? Jeg valgte det sidste. Jeg meldte mig frivilligt til Forsvaret som værnepligtig på Bornholm og blev uddannet brandmand og redningsspecialist. Her opdagede jeg ikke blot værdien i at hjælpe andre, men også glæden ved at tage ansvar for mit eget liv. Der var ikke særlig meget plads til selvmedlidenhed i denne fase af mit liv. Pludselig var jeg en del af noget, der var større end mig selv, og alt gik op i en højere enhed.

Da jeg senere vendte tilbage til min hjemby, blev det klart, at gamle miljøer og relationer holdt mig fast i fortiden. Jeg indså, at jeg måtte skabe afstand til min fortid for at vokse og for at skabe det liv, jeg virkelig ønsker for mig selv. Denne erkendelse satte gang i en dyb indre rejse, hvor jeg gennem selvudviklingskurser, meditation, terapi, spiritualitet og selvrefleksion fandt ro i at lære mig selv at kende.

I denne periode uddannede jeg mig som NLP-coach, hypnosepractitioner og psykosomatisk terapeut. Derudover begyndte jeg at udforske dybdegående ceremonielle processer med naturlige, bevidsthedsudvidende midler, som en del af en intention om at sænke mine mentale parader. Disse erfaringer har givet mig mulighed for at møde min frygt, opdage ubevidste mønstre og konfrontere de indre ”dæmoner”, der ofte dæmper mit lys og saboterer mit liv. Ved at arbejde med disse udfordringer på et dybere og mere spirituelt plan har jeg kunnet se dem i øjnene med åbenhed og mod. Ceremonierne har fungeret som spejle, der ikke blot har afsløret, hvad der gemmer sig bag mine indre blokeringer, men også hjulpet mig til at frigøre mig fra dem.

Jeg har også deltaget i et Vipassana-meditationsretreat, hvor jeg i 10 dage levede i total stilhed – uden nogen form for kommunikation, hverken med facilitatorer eller med andre deltagere. Ingen ord, ingen øjenkontakt, ingen ydre stimulans. Hver dag tilbragte jeg syv timer i meditation. Denne oplevelse blev en dybt transformerende rejse indad, fordi den fjernede enhver mulighed for at flygte ind i distraktioner eller søge trøst i ydre påvirkninger. I stilhedens rum stod jeg ansigt til ansigt med mit eget eksistentielle ubehag, mine indre smertepunkter og det, der ellers ligger skjult i underbevidstheden. Langsomt begyndte jeg at se mine tanker og følelser, ikke som noget jeg var fanget i, men som noget jeg kunne iagttage og give slip på. Det skabte en ny ro og accept i mit eget selskab – en følelse af at være hjemme i mig selv.

Gennem disse rejser – både med ceremonier og meditation – har jeg opdaget nye aspekter af mig selv og fundet en dybere forståelse for, hvordan jeg kan leve et liv i overensstemmelse med mit hjertes ønsker og min sjæls kald. Det er en fortsat proces, men den har givet mig en klarhed og styrke, som jeg aldrig tidligere har oplevet.

Jeg opdagede mine indre styrker og blev bevidst om mine kerneværdier, der altid havde været der: nemlig ønsket om indre ro, indre styrke, at bidrage og inspirere mennesker til at blive de bedste udgaver af sig selv og leve op til deres fulde potentiale.

Min rejse har lært mig, at lede andre starter med evnen til at lede sig selv. I dag er det mit mål at skabe værdi, uanset hvor jeg er. Jeg tror på at inspirere gennem handling, at møde mennesker, hvor de er, og at vise, at vi alle har styrken til at overvinde modgang og skabe vores egen mening i livet. For når vi gør det, skaber vi ringe i vandet – ringe, der kan række langt ud over os selv.
Registrer din email for nyhedsbreve om uddannelse, særlige tilbud og workshops.
© 2022-2025, All Rights Reserved

Bliv ringet op

Jeg giver dig et kald så snart det er muligt.